licens

Historiske billeder

En af de gode og smukke ting ved internettet er, at det er nemt at finde materiale, men indtil nu har det været svært at få fingre i nogle af de databaser, der for især historielærere indeholder noget rigtig godt materiale. Men det er ændret nu.

Nationalmuseet

Nationalmuseet åbnede for en måned siden adgangen til Nationalmuseets Samlinger, hvor du pt. kan finde omkring 45.000 stykker billedmateriale. Deres mål er dog at nå op på 750.000, og det er til ftri afbenyttelse under Creative Commons-licensen CC BY-SA (mere om det senere).

Besættelsen 9. april
CC BY-SA Nationalmuseet

Der er adgang til meget billedmateriale i høj kvalitet, og det er både muligt at søge i databasen samt browse i overordnede kategorier. Modsat en simpel Google-søgning får du her flere informationer om selve billedet samt en højere kvalitet.

Internet Archive

Hvis man vender blikket mod det internationale, så er non-profit organisationen The Internet Archive i gang med at bygge en database af materialer, der er frit tilgængelige. Det hele findes på deres flickr-konto. I modsætning til Nationalmuseet er der tilsyneladende ingen restriktioner på rettigheder.

Creative Commons

Hele feltet omkring licens og ophavsret kan godt være en smule kompliceret, så det vil jeg ikke gå i dybden med, men på Creative Commons kan du læse generelt om den gratis licens og mere om CC BY-SA kan findes her.
Den normale ophavsret siger: Ophavsretten til et værk varer, indtil 70 år er forløbet efter ophavsmandens dødsår eller for de i § 6 omhandlede værker efter længstlevendes dødsår.. I bund og grund betyder det, at alle værker ikke må benyttes uden tilladelse. Det er der nok en del lærere, der alligevel gør, men har man f.eks. gang i et blogprojekt med klassen, så kan man godt rende ind i problemer. Ved at benytte Creative Commons-materiale undgår man problemerne, så længe man husker at skrive det på.

Reklamer